Flere konflikter om sandhed og løgn

 

Den enes løgn er den andens sandhed. I det kommende år vil vi se endnu flere slagsmål om, hvad fakta egentlig er.

 


Af Lene Rimestad

Lene er freelancejournalist og ph.d. i journalistik. Besøg hendes hjemmeside.


 

”Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted’ ej det mindste blad
at sætte på en nælde.”

Sådan lyder Brorsons salme Op, al den ting, som Gud har gjort, som de fleste af os har skrålet med på ved festlige og ufestlige lejligheder.

Med en omskrivning kunne man modernisere salmen til:

”Hvis alle forsker’ skreg i kor
Om men’skets klimakrise
Trump ville ikke hør’ et ord
Trods deres ekspertise.”

Trump har fx tidligere kaldt påstandene om klimaændringerne for et hoax og ment, at kul er en vældigt fin energikilde. Lige meget hvor tungt skyts akademikerne ruller frem, tager en del af verdens ledere ikke klimaet helt alvorligt.

Eller en anden version helt uden hensyn til versefødder og rim: ”Gik alle velfærdssamfundets støtter frem på rad, så ville de ikke kunne overbevise den prokapitalistiske forfatter Ayn Rands tilhængere om, at velfærdsstaten tjener et positivt formål i vores samfund”.

Fakta er ikke længere fakta: Fakta er en inkorporeret del af de største ideologier og de dybeste værdier, mener stadig flere mennesker. Derfor kommer vi til at kæmpe for livet – hvis vi altså tror på forskerne, der stort set samstemmende siger, at planeten er på vej mod ødelæggelse. For mens forskerne maler de mest dystre billeder af vores fælles fremtid og velfærd, vælger mange politikere og erhvervsfolk at ignorere det eller ligefrem kalde det fordrejninger, overdrivelser, opspind, løgn og fake news. De reagerer ikke rigtigt på det.

Vi er ikke længere enige om det mest basale for os: Hvordan sørger vi for flokkens overlevelse? Vi er faktisk ikke engang enige om, at overlevelse er et mål. Nogle mener, at de svageste bør dø.

Midt i det slagsmål står journalisterne, der skal viderebringe fakta og udøve det, som med en journalist-term kaldes ”tilstræbt objektivitet”.

Jeg definerer journalistik, som ”Journalisterne”, en specialforening under Dansk Journalistforbund gør det:

”Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt. Det er journalistikkens kerneopgave, i respekt for fagets etiske regler, at holde øje med, om magthavere og ansvarlige på alle områder overholder lovgivning, gældende regler og deres egne normer. For at sikre troværdighed i formidlingen er det afgørende, at journalisten arbejder uafhængigt af egne og udefra kommende politiske og økonomiske, interesser og udfører sit job frit og ansvarligt – kun begrænset af mediets egne formulerede etiske regler og lovgivningen. Målet er at oplyse borgerne og dermed give dem grundlag for at tage stilling og agere i samfundet og privatlivet.”

Her er mine forudsigelser for det kommende år for journalistikken og medierne. Det kommende år vil byde på flere konflikter om sandhed og løgn.

 

Dystopiske tanker om 2019

Det såkaldt oplyste demokrati bliver endnu mindre oplyst. Det skyldes, at vi som individer i stigende grad orienterer os blandt andre med samme mening på de sociale medier og i alle andre sammenhænge.

De brede og statsstøttede medier får mindre økonomisk støtte og mindre opbakning i en befolkning, der hellere vil være uenige og individualistiske end dyrke fællesskaber og demokratiske værdier. Mantraet vil være. ”De andre forstår ikke mine synspunkter. Derfor kan jeg lige så godt lade være med at forstå deres.”

Journalistikken fortsætter i sin dødsspiral.

Vi vil se flere nedskæringer af og øget kontrol med public service-medier. Både de store tv-stationer, netmedier og de lokale og landsdækkende medier vil opleve, at de har færre midler og kommer under øget kontrol af politikere og store selskaber på grund af den trængte økonomi.

Det betyder mindre dybdeborende og kritisk journalistik og flere desperate clickbaits, sensations- og konfliktartikler. Visse medier kæmper så meget for overlevelse, at journalistikken viger for indtjening. Hvad der ikke kan tjenes penge på, må undværes.

Der opstår store døde områder i dækningen, som ingen rigtigt formår at tage hul på. Det gælder blandt andet dystre og væsentlige emner som medicinalindustriens enorme indflydelse, de mange psykisk syge unge og miljø-ødelæggelserne.

Der kan til gengæld tjenes penge på sex og vold, sundhedsartikler med store sensationelle overskrifter og så selvfølgelig betalt indhold: Reklamer, der er forklædt som almindelige artikler. Kombinationen af det bevirker, at befolkningen i endnu højere grad mister tilliden til medierne og søger længere ind i de lukkede fællesskaber med folk af samme mening som dem selv.

Journalisternes troværdighed når nye lavpunkter.

Flere politikere og andre mennesker med magtpositioner vil gå i direkte konfrontation med mainstreammedier og kritisere pressens adfærd, vinkler og publikationer. De tiljubles af vælgere. Både den gruppe, der længe har ment, at medierne ikke forstår ”almindelige” mennesker og tilhører en bestemt, venstreorienteret, fløj med helt særlige privilegier, og den gruppe, der mener, at medierne ikke længere leverer kvalitet, men i stedet lukrerer på laveste fællesnævner i befolkningen.

I mindst to større sager tørner offentlige eller private organisationer sammen med medierne i et hidtil uset omfang. En større medieorganisation som DR vil få et sagsanlæg, som vil runge i gangene.

Politikere og andre vil gøre mere brug af egne medier og mindre brug af publicistiske medier, samtidig med at de kræver ”bedre” og mindre kritiske spørgsmål fra journalisterne.

Offentlige myndigheder og politikere vil i stigende grad ty til skarp vinkling og skrap sortering af de informationer, som de sender ud til pressen og offentligheden. Der kommer ikke en revision af offentlighedsloven, fordi politikerne er angste for, at øget indsigt vil resultere i mere kritik af de beslutninger, som politikerne tager, og dem, de ikke magter at tage.

Der bliver ansat flere kommunikationsmedarbejdere i stat, region og kommune for at styrke forsvarsmuren mod pressen og befolkningen og for at skærme offentligt ansatte mod de aggressive journalister.

For hver skrivende publicistisk orienteret journalist er der allerede nu flere kommunikationsmedarbejdere. Eftersom der hverken er tid eller penge til at få journalisterne til at skaffe dokumentation på andre måder end via kommunikationsmedarbejderne, vil myndigheder og andre med penge til at betale honorarer til interne og eksterne presserådgivere fuldstændigt kunne styre, hvilke sandheder de ønsker offentliggjort hvordan og hvornår.

Et af de mange mål, disse offentligt ansatte pressemedarbejderne har, er at retfærdiggøre deres eget arbejde og de skattekroner, som deres arbejde koster borgerne i landet. Derfor vil pressemedarbejderne være travlt beskæftiget med at servicere de organisationer, som de arbejder for, men også med at se vældig nyttige ud over for eksterne og interne interessenter.

Denne blandede cocktail af elendig journalistik, en frustreret og uoplyst befolkning og lukkede, selvcentrerede politikere og embedsfolk får vi ikke et bedre samfund af.

 

Utopiske tanker om 2019

I takt med at store public service-forpligtede medier mister på pusten og ikke længere prioriterer bestemte stofområder og den dybe dækning af emner, overtager andre, mere agile og mindre ressourcekrævende medier.

En række privatpersoner med penge og publicistiske frontløbere med særligt kendskab til specifikke felter går i gang med at afdække problematiske og sprængfarlige emner. De møder modstand, men gennem systematiske og transparente arbejdsprocesser, hvor de involverer mange og tunge kilder med interesse i et bedre samfund, lykkes det dem både at rejse midler og starte debatter om store og væsentlige emner.

Der kommer flere specialmedier som det forsvars- og sikkerhedspolitiske netmedie Olfi eller medlemsejede medier som hollandske De Correspondent, der med 60.000 betalende medlemmer har formået at få modtagerne til at være afsendere af både penge, information og moralsk opbakning.

DR viser sin værdi flere gange i løbet af året. På trods af politiske røster om forbud mod længere formater og for meget netjournalistik fortsætter DR med at udvide nationale og internationale samarbejder. Det resulterer i flere væsentlige afsløringer, som giver genlyd i det politiske system.

Det kommer igen til at være forbundet med stor skam og øjeblikkelig fyring, hvis man som minister eller anden form for politiske topleder lyver eller forsøger at fordreje sandheden. Det bliver ikke muligt at vende tilbage som politiske figur, hvis man en gang har løjet.

Nogle kommuner og andre offentlige myndigheder vælger fuldkommen transparens i deres arbejde, så alle kan få alle de oplysninger, som er tilladt indenfor lovens rammer. De sætter nye standarder for dialogen med borgerne og bliver eftertragtede af borgerne, fordi beslutningerne tages på et reelt oplyst og transparent grundlag.

Dominerende sociale medier og teknologiselskaber får øjnene op for, at fair og gedigen dækning giver mere mening end ligegyldigheder og clickbait. De begynder også at betale skat i Danmark.

Dermed genetableres tilliden til både pressen og politikerne, og vi forsøger – nationalt og globalt – at løse problemerne med miljø og velfærd.

 

Virkeligheden – måske

2019 vil byde på:

  • Mindst to sager, hvor en ledende mandlig politisk figur bliver afsløret i at lyve. Det vil ikke koste ham jobbet eller have nogen som helst negative konsekvenser for hans karriere. Hvis det er en kvinde, vil det koste hende jobbet.
  • Mindst to nye nichemedier med betalende medlemmer ser dagens lys og kan producere grundig kvalitetsjournalistik i ro og mag.
  • En større sag, hvor et dansk medie anklages for at have viderebragt tendentiøse vinkler og historier. Sagen vil køre i retten og i pressen. Især B.T. og Radio24syv vil være dygtige til at bringe de mediekritiske kilder frem.

Det kræver ressourcer at skille løgn fra latin, og det kræver mod at stå fast og ikke bare holde mikrofonen hen foran de forskellige parter og give dem lige meget taletid.

De fleste fakta er lige nu besudlet med bias. Som de altid har været og altid vil være. Af forskere, der gerne vil bekræfte deres hypoteser klart og tydeligt – nogle gange uden for mange nuancer. Af medier, der kæmper for overlevelse, gerne ville finde sandheden og ofte ikke kan, fordi de ikke er dygtige nok. Af politikere, der ikke kan genkende sandheder, når de ikke passer ind i deres politiske grundlag. Af mennesker, der tror, at de ved noget, men egentlig bare ved det, som forskere, journalister eller politikere og deres eget lille ekkokammer fortæller dem. Og det er ikke sandheden. I hvert fald ikke hele sandheden.

Problemet er, at nogle af de mennesker, som har pengene, nu mener, at de kan sætte blad på nælde. De kan genmodificere verden, skyde det sidste næsehorn og lægge billedet på Instagram. De kan hyre egne brandfolk, mens resten af Californien brænder, og kan flytte til deres nye hjemland New Zealand, når 3. Verdenskrig kommer.

Mit ønske for 2019 er, at journalisterne arbejder endnu mere sammen om at finde den version af virkeligheden, som er så tæt på sandheden, som det overhovedet er muligt. Det kræver mere end en problemfri netforbindelse og den nyeste iPhone. Det kræver faste stofområder og seriøs fordybelse, transparens og ærlighed.

 



 

« Se alle forudsigelserne for 2019

Foto: Rawpixel.com / Pexels

Standard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *