Medierne i 2019: Ansigt til ansigt

 

Jeg håber og tror, at 2019 bliver året, hvor vi i mediebranchen for alvor tager snakken med os selv og vores publikum om, hvorfor vi er her. 

 


Af Gerd Maria May (@gerdmay)

Gerd er fellow ved Constructive Institute samt udviklings- og redaktionschef hos Jysk Fynske Medier.


 

2019 bliver året, hvor vi tager endnu et skridt nærmere vores publikum, og hvor vi flytter relationen fra at være afsenderorienteret til at være relations-byggende og -bærende. Det bliver i stigende grad publikum, der vil definere de relationer, vi skal have, og de vil fortsat kræve journalistik, der fungerer ansigt-til-ansigt.

Tillid bliver afgørende for alle de store beslutninger, chefredaktørerne, direktørerne, udviklingscheferne og andre med mediemagt skal tage i 2019. Efter et år hvor den amerikansk præsident åbenlyst kalder medierne for “enemy of the people”, hvor “fake news” er blevet et almindeligt begreb, og hvor tilliden til journalisterne igen kan ligge på et meget lille sted, er det for alvor evnen til at skabe tillid, der bør og forhåbentligt vil være et centralt omdrejningspunkt i beslutningsprocesserne. Lykkes vi ikke med at øge, genskabe og tydeliggøre troværdigheden i det, vi laver, kan vi forvente endnu mere eroderende forretningsmodeller i 2019. Men får vi held med at bygge relationer til vores publikum, så de opfatter os som troværdige og ordentlige, tror jeg på, at der er en fin vej frem for abonnementsmodellen for medier.

En helt afgørende komponent i at skabe tillid er, ikke blot at være et brand, men at være en person. En man føler, man kan gå til og stoler på. Men for at blive det, kræver det, at vi går ud til vores publikum og reelt møder dem ansigt til ansigt. 

Løsningernes rum

I 2019 vil vi se meget mere af den type journalistik, der er så nær, at afsender og modtager kan røre hinanden. Det er allerede en etableret del af mediernes tilbud mange steder, men i takt med at vi får hjælp af robotterne til at lave den mere dokumenterende journalistik, kan og bør vi fokusere endnu mere på den del, hvor vi kan se folk i øjnene og fortælle, hvad vi gør, hvorfor vi gør det – og ikke mindst give folk en grund til at stole på os.

Jeg tror, den fysiske journalistik vil rykke sig fra den form, vi kender i dag, hvor det ofte er “optræden” eller debatmøder, men i fremtiden i højere grad vil være journalistik, vi laver i samarbejde med vores modtagere. 

Mens vi gennem mange år har kunnet forvente, at en stor del af udgifterne til at producere journalistikken blev betalt af loyale annoncører, sender vi i dag en langt større del af regningen til vores loyale abonnenter. Skal den model holde, skal vi skabe flere loyale abonnenter, end vi har i dag, og end foreskrivelserne peger på, vi vil have fremover. Skal vi lykkes med det, er det helt afgørende, at vi skaber fællesskaber, der er meningsfulde for folk at være en forpligtende del af. Skaber vi fællesskaber, hvor folk oplever, de hører til, får nye eller øgede relationer til andre, de finder interessante, oplever sig hørt, forstået og taget alvorligt, så har vi skabt grobunden for ikke bare en relation og et fællesskab, men også en forretningsmodel for fremtidens kvalitetsjournalistik. Min forudsigelse er, at lykkes vi med det, har vi skabt et produkt, folk vil være villige til at betale for, og som annoncører vil være interesserede i at være en del af. Men det kræver en ny måde at lytte på. At tælle klik og bruge den hurtige opmærksomhed som den bærende currency, skal skiftes ud med lange, meningsgivende relationer.

Og det er netop i dén opbygning af meningsgivende relationer, at den fysiske journalistik spiller en helt afgørende rolle. 

Jeg arbejder selv med et koncept, jeg kalder “Løsningernes Rum”, hvor vi med afsæt i undersøgende og grundig journalistik inviterer interesserede folk ind sammen med de relevante beslutningstagere og forsøger at arbejde os frem til løsninger. Jeg tror, vi vil se meget mere af den slags. Journalistik, hvor vi for alvor tager vores publikum seriøst. Hvor vi inviterer dem ind i idé-udviklingen, i research-fasen og i efter-fasen, hvor vi har som mål at efterlade folk oplyste og inspirerede.

Fra information til inspiration

I takt med, at vi flytter os fra at være afsendere på en “historie” til at være en del af en relation, vil vi i stigende grad skifte vores opfattelse af journalistikkens væsen fra “information” til i højere grad at være “inspiration.” 

Ren information kan man i dag få mange steder. Virksomheder, partier og enkeltpersoner skaber deres egne “mediekanaler”, og man kan så let som at stille et spørgsmål ud i luften med et “Okay Google” foran få svar på hvad som helst. Den udvikling vil kun fortsætte i 2019, og jeg tror, det vil gå meget hurtigere, end noget vi hidtil har set. Derfor vil journalistikkens rolle i stigende grad blive at guide folk. Dermed ikke ment som en guide til, hvad folk skal tro eller mene, men en guide i form af, hvad andre har gjort i en lignende situation, eller en guide til hvad der er fakta, og hvad der er fake. 

Skal vi lykkes med at guide, skal vi kende vores publikum, og vi skal invitere dem med helt ind i kernen af journalistikken, så vi ikke laver journalistik, der bliver opfattet som et “bør”, men som et “vil”. Journalistikken har i mange år har været noget, man læste/så/hørte delvist fordi det burde man, hvor det hørte til det at være en ordentlig samfundsborger at følge med. Den opfattelse er ikke længere så stærk. Blandt andet derfor, skal vi i mediebranchen sørge for, at vores journalistik bliver opfattet som relevant. Og det gør vi selvfølgelig bedst, når vi spørger, dem vi gerne vil være relevante for. Når vi kender dem, og når de kender os. Og hvilken bedre måde at opnå det, end ved rent faktisk at møde folk ansigt til ansigt.

En anden måde, jeg arbejder med denne type journalistik er ved at lave åbne redaktionsmøder. Tage ud på relevante lokationer og invitere folk ind for at fortælle, hvilke historier eller emner, de mener, vi skal skrive om.

Vi har også lavet et koncept, vi kalder “Ti steder – ti dage”, hvor vi rykker redaktionen rundt til et nyt sted hver dag. Meningen med det er jo en erkendelse af, at journalistik ikke længere er noget folk selv kommer hen til, men at vi i mediebranchen i langt højere grad skal være dem, der flytter os. Det skal vi både gøre rent fysisk, men vi skal også gøre det digitalt i form af slack-grupper, facebookgrupper, chatmuligheder osv. 

Lykkes vi til gengæld med at blive opfattet som en relevant og troværdig guide, vil det ikke bare tilføre journalistikken værdi og relevans, det vil også understøtte forretningsmodellen. For når journalistikken begynder at blive opfattet som noget man ikke bare “bør” holde sig opdateret igennem for at være en god samfundsborger, men også bliver set som en “service” man er afhængig af, for at kunne træffe de bedste belutninger for at få mest muligt ud af sit liv, så er vi i stigende grad penge værd for den enkelte. 

 



 

« Se alle forudsigelserne for 2019

Foto: rawpixel.com / Pexels

Standard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *