Transparens om data veksles til værdi

 

Hvis de seneste år har handlet om at optimere medieforretningen baseret på brugernes data, kommer 2019 til at handle om at genforhandle kontrakten med brugerne. Noget-for-noget-aftalen om indhold for data skal være transparent og fair, ellers risikerer medierne, at brugerne vender dem ryggen.

 


Af: Mette Vindfeld Rosendahl (@metterosendahl) og Julie Lykke Sørensen (@julielykkes), Teknologiens Mediehus

Mette Vindfeld Rosendahl er udviklingsdirektør i Teknologiens Mediehus, som udgiver Ingeniøren, Version2, 6 nichemedier og jobplatformen Jobfinder.

Julie Lykke Sørensen er projektleder samme sted.


 

Værdien i udvekslingen af data for indhold skal stå helt klart for mediebrugerne anno 2019. De er trætte af at blive forfulgt af annoncer fra deres seneste webshopbesøg og af ikke at vide, hvad deres data bliver brugt til, og hvem den bliver delt med. 

De vil i stigende grad stille krav til, at medierne tydeligt kommunikerer værdien og rimeligheden i de data, de opsamler, og den måde de anvender dem på. 

I 2018 har utallige pop-up beskeder om GDPR-lovgivningen og skandalesager som Cambridge Analyticas brug af Facebook-data yderligere skærpet brugernes opmærksomhed på værdien af deres data – og på risikoen for, at den bliver misbrugt.

Som mediehus for nogle af landets mest skarpe IT- og teknologilæsere mærker vi måske den tendens ekstra tydeligt. Vores brugere er kritiske og stiller krav om, at vi behandler deres data ordentligt og transparent. Vi har derfor et behov for at adressere emnet, og vi er overbeviste om, at det bare er et spørgsmål om tid, før resten af det danske medielandskab bliver konfronteret med de samme kritiske spørgsmål og krav om åbenhed, som vi får i dag. 

Åbenhed kan veksles til værdi

Vi tror, at brugernes øgede fokus kan omfavnes og veksles til mere tillid og værdi for både brugere og forretning, hvis man som medie tør. Vejen derhen går gennem forbedrede kundeoplevelser, så brugerne kan se, hvad de siger ja til, og hvad de får igen.

Hos Teknologiens Mediehus er vi i gang med et projekt, støttet af Googles Digital News Initiative, der skal give brugerne fuld indsigt i al den data, vi indsamler om dem, og mulighed for at redigere alle data points.

Vores mål er at komme væk fra de browserbaserede brugerdata, som kræver mange scripts på vores sites, giver en svag relation til brugerne og udfordres af adblockere. I stedet vil vi fokusere på førstehånds-brugerdata og en direkte relation med brugerne, hvor deres data veksles med relevant indhold og relevante jobopslag. 

Det matcher vores forretningsmodel og målgruppe af kritiske læsere med teknisk indsigt, som er i markedet for højt specialiserede job. Andre medier har andre måder at italesætte deres databaserede forretningsmodel på. 

B.T. har udarbejdet Data Rules og taler tydeligt om, at brugerne betaler for deres indhold med data, mens hollandske The Playwall lader brugerne låse betalingsartikler op med en kortvarig dataudveksling i form af surveys, mens de til gengæld ikke gemmer data på deres brugere. 

Der er mange veje til Rom. Det vigtige er, at brugerne kan gennemskue transaktionen.

Åbenheden har selvfølgelig en pris. Når man beder brugerne om at samtykke aktivt, er der en risiko for, at de siger nej tak. En transparent datamodel kan heller ikke erstatte behovet for abonnementsbetaling, så reelt er der et behov for, at datamodellen leverer tydelig værdi for brugerne for at være attraktiv. De kommende år vil vise, hvordan den udvikling vil blive og hvordan brugerne reagerer. 

Men åbenheden giver også troværdighed, og vi tror, at brugerne gerne vil udveksle data for indhold, så længe de kan se hvilken værdi de får for den data, de afgiver. 

 



 

Standard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *